Magien med sort/hvid film

Når folk hører at jeg godt kan lide sort/hvid film er det lidt nogle blandede reaktioner jeg får engang imellem. Mange af dem kan ikke forstå at jeg gider se film uden farve når vi lever i det 21. århundrede hvor det for længst er blevet normalt at have film med farve. Der er dog flere grunde til at jeg godt kan lide film uden farve, da jeg mener at det kan være med til at give en dybde og noget helt unik til film som forsvinder når der bliver lagt farve på.

Min passion for film uden farve startede dengang jeg begyndte at interessere mig for film. Jeg begyndte at se mange af de helt gamle filmklassikere som fx Citizen Kane og Casablanca hvor jeg også først var lidt skeptisk over hvor meget man ville få ud af filmene når der ikke var farve på. De to ovenstående film er måske både et godt og et dårligt eksempel, da det ikke er så meget det visuelle der er hovedbærende i filmene og det er de dybe historier der gør at filmene er de mesterværker de anerkendes for at være.

Dog viser det på den anden side meget godt at film ikke behøves at være i farve for at blive anset som værende nogle af de bedste film verden nogensinde har set, og jeg tror i flere tilfælde at farve kunne have fjernet fokus fra meget af historien ved de to film. Det er ikke alle der har set de to ovenstående film da de er lidt af ældre dato, men der er heldigvis også nyere film der begiver sig ud i at være i sort/hvid selv i en tidsalder hvor det ikke er nødvendigt. For et par år siden var The Artist en af de helst store højdepunkter, hvor man i år 2011 formåede at vise at gode film ikke begyndte at være i farve.

Der er dog én film fra nyere tid der skiller sig ud når det kommer til at fjerne film fra farven, selvom der dog lige er en enkelt lille undtagelse. For dem som ikke har gættet det endnu, så er det selvfølgeligt Schindlers Liste fra 1993, hvor undtagelsen er i denne scene med pigen i den røde frakke. Næsten hele filmen er lavet uden farve, hvilket er med til at fremhæve det forfærdelige tema og gøre filmen meget mere stærk. Lige i denne scene bliver pigen så fremhævet markant og det skaber et helt vildt visuelt udtryk som rammer meget dybt og er en af de største genialiteter inden for filmkunsten.

Filmen viser helt perfekt hvordan man kan benytte sort/hvid som en effekt der kan få historien til at fremstå dybere. Første gang man så den undrede man sig måske også over hvorfor den ikke var i farve når den nu var ny, men når man ser den efterfølgende tænker man også at filmen ville være helt anderledes hvis den var i farve.

Jeg kunne blive ved med at nævnte gode eksempler på film i sort/hvid som fortjener en plads blandt nogle af de bedste film i verden. Det er en genre som er undervurderet vil jeg mene og som jeg håber at flere instruktører vil tage til sig og eksperimentere med da mulighederne for mesterværk er store.

Styrken ved dokumentarfilm

Dokumentarfilm har altid haft en speciel plads hos mig da jeg altid har været glad for at lære noget nyt og film er en fantastisk måde at tage fat på et emne og forklare det på en god måde visuelt som gør at det kan blive mere forståeligt, men samtidig også mere autentisk. Der er stor forskel på dokumentarfilm og hvordan de påvirker os samt selvfølgeligt også hvor gode de er. I løbet af det seneste årti vil jeg mene at vi er blevet vidne til nogle af de bedste dokumentarfilm der nogensinde er lavet.

the act of killing

En af de dokumentarfilm som jeg især var glad for at jeg fik set og som samtidig rørte mig var den danskproducerede ’The Act of Killing’, som også blev rost meget blandt anmelderne for blandt andet at være hudløs ærlig. Filmen viser ondskab og nogle af menneskets skyggesider helt tæt på og fra personerne selv hvor ondskaben har omsværmet dem. Det er voldsomt at se mænd der har slået adskillige mennesker ihjel på brutale måder sidde og snakke om det uden anger og hvordan de lever et helt tilforladeligt normalt liv den dag i dag.

Under dokumentarfilmen oplever man nærmest alle følelser og det er et perfekt eksempel på hvad dokumentarfilm kan gøre ved os, for dette er blot et eksempel på mange fremragende dokumentarfilm der sætter følelserne uden på tøjet. Vi får mulighed for at lære noget samtidig med at vi også føler noget, hvilket er noget af det der gør at dokumentarfilm er en af mine absolut yndlingsgenrer.